Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Samtaleforum om tro & livssyn

Samtaleforum om tro og livssyn henvender sig til alle, der har lyst til at tale med andre om, hvad der lige nu er på tapetet af debatter om tro og livssyn i kirke og samfund. Formen er åben og fri, hvilket betyder, at der skal være plads til forskellige holdninger, og at vi aftaler emne fra gang til gang.

Samtalen vil som regel tage sit udgangspunkt i en relevant artikel eller bog – og enkelte gange i et oplæg fra en inviteret gæst. Det kræver ikke særlige forudsætninger at deltage, og man er velkommen til kun at deltage de aftener, hvor man har interesse for emnet.

Samtalerne vil hen over efteråret tager udgangspunkt i Jens Christian Grøndahls nye bog Min svage tro, som kan købes hos forlaget Eksistensen for kr. 130,-

Forlagets omtale:

Jens Christian Grøndahl er barn af en kulturradikal tid, hvor frigørelsen fra religionens beslag på samvittigheden satte dagsordenen. Men i en moden alder begyndte han at tænke anderledes om kristendommen. Som dreng cyklede han alene til gudstjeneste. Siden gled han væk fra alt, hvad der hed kirke og tro. Ansporet af sine nærmeste har Jens Christian Grøndahl på kort tid bevæget sig fra afvisning over skepsis og tøven til igen at åbne sig for troen. Han fortæller her om at være formet af kristendommens historie og føle sig talt til af evangelierne, selv når de modsiger erfaringen og den moderne selvforståelse. Om ånd, afmagt og friheden ved at slippe kontrollen. Om fremmedes venlighed og om den svære udfordring, det er at tage imod og være den svage.  

Samtaleforum finder sted i præsteboligen hos sognepræst Steffen Ringgaard Andresen, Fiolstræde 8, st. Der serveres en skål suppe med en øl/et glas vin og kaffe/the. Det koster 30 kr. at deltage. Giv gerne en forhåndstilkendegivelse om deltagelse på sta@km.dk eller telefon 23 83 80 14.

Kommende datoer: Torsdage den 30. september, d. 28. oktober og d. 18. november kl. 19:00–21:45.

Aktuelt